Jesuitterne og deres historie

Midt i Rom, på Piazza del Gesù, ligger den bygning, der i sin tid rummede grundlæggeren af jesuiterordenen, Ignatius af Loyola's, bolig. Her boede han i de sidste tolv år af sit liv, og i anledning af 450-året for ordenens stadfæstelse og i 500-året for helgenens fødsel er værelserne blevet restaureret og ført tilbage til den enkle indretning, de havde, mens han boede der. Arbejdet blev indledt i efteråret 1988 under ledelse af en amerikansk kunsthistoriker og jesuit, og lejligheden er nu tilgængelig for publikum. Ignatius' bolig er naturligvis kun én blandt Roms utallige kunstneriske, arkæologiske og åndelige attraktioner, men for besøgende med interesse for kirkehistorie vil det være fascinerende at gå omkring i de rum, hvorfra et af de mest indflydelsesrige religiøse fællesskaber nogensinde tog form og udstrakte sine aktiviteter over hele verden: nord og syd, øst og vest for Rom.

I Danmark er der tre jesuiterkommuniteter, to i København og et i Århus. Ingen af dem er særlig gamle eller særlig store, for jesuitterne har kun virket officielt i Danmark siden 1873, og den katolske menighed her i landet udgør under 1% af befolkningen.

På verdensplan talte ordenen i 1990 23.870 medlemmer, der arbejder i 113 lande. Cirka en fjerdedel af alle jesuitter er beskæftiget ved undervisning, og globalt driver ordenen 177 universiteter og 356 andre læreanstalter med over l.8 millioner elever og studerende. Selvom de faktiske tal hurtigt glemmes ved gennemlæsning af en opsats som denne, efterlader de ikke desto mindre indtrykket af en meget indflydelsesrig gruppe mennesker, hvis kald, spiritualitet og historie har stor betydning for den måde, vi betragter den katolske kirke på. F.eks. er en femtedel af alle verdens biskopper uddannet hos jesuitterne på Gregoriana Universitetet i Rom.

Jesuiterordenen skabtes, da middelalderen var ved at være slut, og Europa var på vej ind i en ny tid. De fleste religiøse ordener grundlægges for at imødekomme en bestemt tidsalders åndelige og timelige behov, og skal man forstå jesuiterordenens store nutidige levedygtighed er det vigtigt at huske, at renæssancen på afgørende vis skabte grundlaget for den verden, vi kender idag. De krav, som renæssancemennesket Ignatius stillede til sin orden, genspejles for en stor dels vedkommende i de fordringer vor egen tid har til en meningsfyldt tilværelse. Europa blev mindre i 15- og 1600-tallet, og nationalstaternes opståen brød med det enhedspræg, der tidligere havde karakteriseret kontinentet. Verden blev til gengæld større, og gennem opdagelserne lagde stormagterne enorme landområder i Amerika og Asien ind under deres indflydelse. Tiden krævede bevægelse, smidighed og stor omstillingsevne, og det var hvad jesuitterne havde foruden styrke og fantasi nok til at følge med både i den gamle verden og i den ny.

Efter Trediveårskrigens afslutning i midten af 1600-tallet kom de første jesuitter til Danmark. I Rom havde man opgivet en egentlig rekatolisering af landet (sådan som man kendte det fra bl.a dele af det nuværende Tyskland og Tjekkoslovakiet), så jesuitternes opgave var snarere at betjene de små allerede eksisterende katolske menigheder end at drive mission. Det sidste var derudover forbudt af statsmagten. Jesuitterne opholdt sig kun i det danske rige som gesandtskabspræster for de katolske lande, der havde fast repræsentation i København, og som præster for hvervede katolske soldater i Fredericia og Glückstadt.

På den anden side fik de katolske præsters ophold i Danmark et bredere sigte og blev mere end blot pastoralt i snæver forstand, netop fordi de også var jesuitter. Deres tilstedeværelse tjente som en stadig påmindelse om de religiøse brydninger ude i Europa, men samtidig forsøgte jesuitterne også at nærme humanismen i den europæiske renæssance til katolicismen. Mange unge adelsmænd havde på deres dannelsesrejser i udlandet stiftet bekendtskab med bl.a jesuiteruniversiteterne i Tyskland. Og i Danmark drog de få tilstedeværende jesuitter nytte af deres internationale videnskabelige kontaktflade og personlige kunnen til også at trænge igennem til rigets mægtige og lærde uden om den teologiske polemik.

Overalt hvor jesuitterne virkede (og Danmark er i den sammenhæng kun for en parentes at regne), tegnede der sig således hurtigt et nyt mønster for mission. Jesuitterne var i deres søgen efter at vække interesse for kristendommen og tillid til katolicismen hurtige til at indstille sig på de lokale forhold og ivrige efter at tilpasse sig lokale skikke. Fortrolighed med de nyeste strømninger inden for naturvidenskab og humaniora viste sig ofte velegnet til at gennembryde kulturelle og konfessionelle skel. Også i dag ser ordenen gerne en selvstændig videnskabelig uddannelse udover studierne i teologi og filosofi.

Jesuitternes fremgangsmåde inden for undervisning, mission og sjælesorg havde og har til stadighed sin modpart i den fromhedstype og åndelige disciplin, som ordenen søger at fremme. I den sammenhæng står jesuiterordenens grundlægger, Ignatius af Loyola, centralt som en af Kirkens store fornyende skikkelser. På linie med Benedikt af Nursia, Frans af Assisi og Teresa af Avila skabte Ignatius gennem sine »Åndelige Øvelser« en ny og uhyre betydende måde at overveje og virkeliggøre kristen livsførelse på.

* * *

1991 er 500-året for Ignatius' fødsel. Han var baskisk aristokrat og søgte som mange af sin stand at gøre karriere i den spanske konges tjeneste. I 1521 deltog han som ung officer i forsvaret af Pamplona mod franskmændene. Forsvaret blev nedkæmpet, og Ignatius blev hårdt såret under kampene. Til gengæld blev rekonvalescensperioden et religiøst vendepunkt i hans liv. Da han atter kunne stå på benene, drog han på pilgrimsfærd til benediktinerklostret Monserrat i nærheden af Barcelona. Her vågede han på riddervis hele natten i kirken, og næste morgen fuldførte han overgangen fra soldat til pilgrim ved i en dramatisk gestus at hænge sit sværd op i det berømte kapel for Jomfru Maria. Derefter trak han sig tilbage til byen Manresa, hvor han opholdt sig i 10 måneder. I den tid udarbejdede han i grundtræk de »Exercitia Spiritualia« eller »Åndelige Øvelser«, der siden er indgået som et afgørende led i enhver jesuits åndelige modning og uddannelse.

De »Åndelige Øvelser« er ikke noget sjæleligt reglement. Snarere er de et resumé af de erfaringer, Ignatius selv gjorde i sin religiøse stræben. Formålet med øvelserne er en betragtning af Guds skaberværk og en søgen efter at erkende og gøre Guds vilje, og øvelsesrækken strækker sig normalt over fire uger. Hovedpunkter i meditationerne er syndefaldet, Kristi liv og forkyndelse, Kristi lidelseshistorie og opstandelse samt Guds kærlighed til menneskene, sådan som den viser sig i Kristi gerning og i hele skaberværket.

Ignatius så øvelsernes egentlige mål som en stadig nærmen sig Gud og modtagelse af hans nåde og gaver. Derfor rummer øvelserne heller ikke noget afgørende nyt i forhold til, hvad den katolske kirke i øvrigt lærer. Deres store betydning ligger i videregivelsen af en konkret Gudserfaring; en erfaring som Ignatius selv byggede videre på i resten af sit liv.

Den enkelte øvelsesdeltagers oplevelse og udbytte af øvelserne, må naturligvis svinge fra person til person og fra gang til gang. Den intensitet og indlevelse, der lægges op til, kunne f.eks. være en anstødssten for nordisk blufærdighed. Men formålet med øvelserne er ikke at skabe mystikere (skønt Ignatius selv forlængst er anerkendt som en sådan). Hensigten er, at de skal virke karakterdannende gennem klarlæggelse af en række moralske valg. Øvelserne havde ved deres fremkomst en appel, der gik langt ud over jesuitternes egne rækker. Både evangeliske og katolske kristne benyttede dem, for selv om de konfessionelle skel var trukket skarpere op dengang, var et kristent livssyn en langt mere given sag i 1600-tallets Europa end nu. Den selverkendelse, som øvelserne lægger op til, har desuden rødder tilfælles med såvel det katolske skriftemål som med den lutherske samvittighedsransagelse.

Først i 1540 blev jesuiterordenen stadfæstet af pave Paul III på grundlag af det første udkast til en ordensregel. De første jesuitter var kun ti i antal, og de havde alle deres baggrund i universitetsmiljøet i Paris. Ignatius var i 1528 kommet til Frankrigs hovedstad, hvor han i 1534 tog magistergraden i filosofi. I 1537 blev han præsteviet i Venedig. Årene forud for pariseropholdet var gået med studier ved spanske universiteter og med at forsøge at finde sig til rette i sit nye kald.

Oprindeligt havde Ignatius og de af hans venner, der helt fra 1534 udgjorde kernen i jesuiterordenen, set det som deres opgave at drive mission i Palæstina. Krig i Levanten umuliggjorde imidlertid et sådant foretagende, og Ignatius og hans venner valgte i stedet at stille sig direkte til pavens disposition. Tanken om udbredelse af kristendommen til tyrkerne appellerede meget stærkt til de første jesuitter i deres radikale stræben efter at efterfølge Kristus. Men det personlige lydighedsforhold, som ordenen dernæst indgik i med pavestolen, stod ikke i modsætning til den første umiddelbare ildhu. Snarere kan man tale om en modning af Ignatius' forståelse for sin ordens særlige opgaver. Det er Kirkens tro, at Kristus er levende til stede i sin kirke, og at stille sig til rådighed for den katolske kirkes jordiske overhoved, er derfor ikke mindre en efterfølgelse af Kristus end mission i yderkanten af den kristne verden.

Ignatius levede efter jesuiterordenens stadfæstelse i endnu seksten år. I den tid fik ordenen over 1.000 medlemmer, og han anvendte indtil sin død i 1556 størstedelen af sin tid på at gennemarbejde og videreudvikle jesuitternes ordensregel.

Fra begyndelsen havde Ignatius og hans medbrødre været bundet sammen af de »Åndelige Øvelser« foruden de tre klassiske ordensløfter: fattigdom, kyskhed og lydighed. Opgaven for Ignatius var efter stadfæstelsen at søge at bevare den oprindelige entusiasme og energi i en ordensstiftelse og at kanalisere ordenens kald ud i verden.

Det afgørende nye ved »Societas Jesu« eller »Jesu Selskab«, som jesuiterordenens officielle navn er, var et brud med den vanlige opfattelse af, hvordan et samfund af ordensfolk skulle fungere. Jesuitterne skulle ikke være bundet til et bestemt kloster, til fælles korbøn eller til en bestemt ordensdragt. Der skulle heller ikke fastlægges noget afgrænset virkefelt for ordenen. Snarere skulle det være op til paven og ordenens ledelse at afgøre, hvor kræfterne skulle sættes ind.

Ignatius' ideer stødte på voldsom modstand i samtiden, for selv om tiggermunkene (franciskanere og dominikanere) trehundrede år i forvejen havde søgt at prioritere det aktive apostolat højt i forhold til den rent kontemplative klostertilværelse, var Ignatius' ordensregel en afvigelse fra munkevæsenets hidtidige selvforståelse. Ignatius formulerede selv sine ønsker for ordenen således: »Det hører med til vort kald at begive os til forskellige steder og tilbringe vort liv hvor som helst i verden, ifald vi på den måde kan håbe på bedre at tjene Gud og hjælpe sjælene«.

Den smidighed, der fra stifterens hånd blev nedlagt i vilkårene for jesuitternes arbejde, modsvares til dels af den meget formaliserede uddannelse til jesuit og ordenens monarkiske styreform. Uddannelsen tager ofte 12-14 år og falder i stærkt opdelte faser som noviciat, humanistiske, filosofiske og naturvidenskabelige studier og den teologiske forberedelse til præstevielsen.

Det lange teoretiske forløb er dog for det meste afbrudt af en periode med praktisk arbejde, f.eks. som lærer.

Ordensgeneralen vælges på livstid af en generalforsamling, der også udstikker retningslinierne for hans arbejde på længere sigt. Ordensgeneralen samarbejder med provincialforstanderne fra hele verden, men han har selv kun paven som sin umiddelbare overordnede. I 1981 benyttede pave Johannes Paul II sig således af sin position til at udskifte jesuiterordenens daværende ledelse og indsætte sin egen midlertidige, - et forhold der varede, indtil den nuværende ordensgeneral Peter-Hans Kolvenbach blev valgt i 1983.

Jesuiterordenens udvikling bestemtes tillige af den kirkepolitiske situation i midten af 1500-tallet. Den katolske reformbølge eller modreformation, om man vil, der blev sat i system af det store kirkemøde i Trento i Norditalien (Tridentinerkoncilet 1545-1563) krævede højt kvalificerede teologer. Jesuiterfædre som Peter Canisius gjorde en meget stor indsats og blev tilmed de første i en meget lang række af jesuitiske videnskabsmænd inden for snart sagt alle fag. Samtidig kom jesuitterne til at betyde meget for den reform af undervisningen på skoler, præsteseminarier og universiteter, som koncilet også satte igang.

Som skriftefædre og sjælesørgere fik jesuitterne stor betydning inden for hele Kirken, men måske særligt i Tyskland, der var blevet hårdt medtaget af reformationen og de dermed forbundne krige. Den indflydelse, de »Åndelige Øvelser« fik, er allerede omtalt, og er et godt eksempel på, at modreformationen ikke kun var et magtpolitisk spil. Religiøs omvendelse og fornyelse er altid en dybt personlig sag, og uden den dimension ville jesuitternes arbejde dengang som nu ingen mening have.

Med til sjælesorgen hørte også udbredelsen af kristendommen til de andre verdensdele uden for Europa. I 1540 sendte Ignatius sin medbroder Frans Xaver til Indien, hvorfra han siden fortsatte til Japan. Han døde i 1552 på vej til Kina. Hans banebrydende arbejde lagde grunden til kristne menigheder over store dele af Asien og er medvirkende til, at Skt. Frans Xaver idag er Kirkens skytshelgen for al ydre mission.

* * *

Lige såvel som Tridentinerkoncilet (og den katolske reformbevægelse i almindelighed) fremkaldte særtræk hos jesuitterne, der har fulgt dem siden da, så lagde reformationstiden også grunden til den ambivalens, som den omgivende verden stadig møder Ignatius' orden med. En filippinsk nonne fortalte mig engang med glødende stolthed, at hendes nevø var jesuit. Til gengæld havde engelske studerende nogle år tidligere omhyggeligt forklaret mig det betænkelige, der lå i, at deres faste universitetspræst for en kortere periode skulle afløses af en jesuit.

Jesuiterordenens første virke faldt sammen med skabelsen af en ny katolsk kultur, der på mange områder var ligeså forskellig fra middelalderens kristendom som Luthers reformation. Den nye form for katolicisme var mere centraliseret og autoritær. Men den gjorde også Kirken mere dynamisk og sikrede en større grad af ensartethed inden for de troendes rækker. Jesuitterne blev synonyme med denne nye katolicisme, der hurtigt fik sit politiske udtryk i den række af militante katolske monarker, der konfronterede de protestantiske fyrster. Jesuitterne var skriftefædre og opdragere for mange fyrstehuse (f.eks. det habsburgske), og for en tid, der ikke var meget bedre til at skelne mellem religion og politik end vor egen, var det for udenforstående svært at se om den åndelige vejledning også indbefattede politisk rådgivning og dermed et politisk ansvar.

Til gengæld havde jesuitterne intet at gøre med den spanske inkvisition. Tværtimod sad Ignatius selv nogen tid i dens fængsler. Men den tradition, mundtlig og skriftlig, der insisterer på jesuitternes medvirken er et godt eksempel på ordenens stadige dilemma. For mange er jesuitterne ensbetydende med modreformationen, hvad der for så vidt er rigtigt nok. Men for endnu flere er modreformationen synonym med inkvisitionen, og her er der tale om en alvorlig misforståelse.

Der var i de protestantiske stater ingen tvivl om, at jesuitterne havde et politisk sigte med deres virke. Englands dronning Elizabeth I (som pave Pius V havde været uklog nok til at lyse i band) var f.eks. mindre bekymret for sine katolske undersåtters åndelige habitus, end hun var for den politiske lydighed, hun mistænkte de engelske katolikker for at skylde paven. De jesuitter, der blev pågrebet i England (den mest kendte er Skt. Edmund Campion), blev derfor henrettet for angivelige konspirationer mod tronen, omend de konfessionelle uoverensstemmelser også nævntes blandt anklagepunkterne.

Selv i Frankrig, der fortsatte med at have katolske konger, blev jesuitterne anset for at stå uden for den nationale gejstlighed. Alligevel var det dem, der betjente hoffet, selv om deres strenghed og integritet undertiden kunne være ubekvem. Da Ludvig XV's mangeårige elskerinde, Mme de Pompadour, ønskede at ændre sin livsførelse i dydig retning, var det en jesuit hun henvendte sig til, så alle kunne forstå, at hun mente det alvorligt. Jesuitten, père de Sacy, havde imidlertid sine betænkeligheder ved styrken af markisens fromme forsæt. Hun endte da også med at tabe tålmodigheden med ham.

Oplysningstidens pionerer (og deres disciple uden for Frankrigs grænser som f.eks. Holberg) fortsatte reformationstidens polemik mod jesuitterne. Blot med den forskel at det nu mere drejede sig om en filosofisk debat end om en trosstrid. Kristendommen blev anset for at stå i vejen for, at oplysning og fornuft kunne nedbryde fordomme og overtro og skabe et retfærdigt og menneskeligt samfund. I Frankrig var den intellektuelle elite f.eks. meget optaget af jesuitternes strid med jansenisterne i 1640'erne. Dette skete ikke af sympati for jansenisternes snævre udlægning af kristendommen, men fordi striden kunne bruges til at fremstille jesuitterne som intolerancens fremmeste forkæmpere.

Oplysningstidens betydeligste litterære monument, den store franske encyclopædi (1751-72), kritiserer jesuiterordenens monarkiske styreform (»de ledes af et overhovede, der er udlænding og som er magtbegærlig af instinkt«) og fremstiller ordenens historie som en lang række af - ikke mindst politiske - misgerninger.

Alligevel er artiklens anonyme forfatter ivrig efter ikke selv at forekomme urimelig. Han medgiver at jesuiterordenen også har frembragt enkelte beundringsværdige skikkelser og afslutter sit lange indlæg med en reservation. »Jeg har ikke nedfældet disse forhold af had eller nag til jesuitterne«, forsikrer han. Hensigten har udelukkende været at tjene retfærdigheden og forsøgsvis at opstille rammer for deres virke i et civiliseret samfund.

Hvis der således undertiden spores en ambivalens i oplysningstidens forhold til Jesu Selskab, kan årsagen udmærket være, at mange af tidens tænkere selv var uddannet af jesuitterne (bl.a Voltaire og Montesquieu). Men tvivlrådigheden kunne også skyldes, at jesuitterne undertiden virkeliggjorde nogle af oplysningstidens egne utopier. Således i Paraguay, hvor jesuiterordenen for at beskytte de kristne guarani-indianere mod portugisiske slavehandlere anbragte dem i befæstede landsbyer og skabte selvforsynende minisamfund på et højt kunstnerisk stade. Her kunne tidens intellektuelle og forestillingen om »den ædle vilde« i uspolerede omgivelser mødes med jesuitternes tro på indianerens menneskelige værdighed.

Jesuitternes indianerlandsbyer i Paraguay blev skildret i filmen »The Mission« (1986), der er et fortræffeligt eksempel på den dramatiske og romantiske appel, der stadigt tillægges Jesu Selskab, og som skuespillerne Robert de Niro og Jeremy Irons så talentfuldt virkeliggjorde. Men filmen illustrerede også meget tydeligt det modsætningsforhold, der efterhånden opstod mellem de verdslige kolonisatorer i Sydamerika (Spanien og Portugal) og jesuiterordenen. Det var et modsætningsforhold, der havde sin parallel i den kirkelige verden.

Tohundrede år efter sin stadfæstelse var jesuiterordenen for længst blevet den største missionsorden i den katolske kirke, og den havde opnået forbløffende resultater ikke blot i Latin Amerika men også i Asien. Men jesuitterne var ikke alene. Franciskanerordenenens og dominikanerordenens tilstedeværelse i missionsmarken var ældre. Forskellen var blot, at tiggermunkene stod tøvende over for den dristighed, hvormed jesuitterne bragte kristendommen ud til især de asiatiske folk.

De første jesuitermissionærer var ivrige efter at optage så meget som muligt af de lokale kulturer i deres mission. Dette skete i fuld overensstemmelse med Kongregationen for Troens Udbredelse (Propaganda Fide) i Rom, der indså, at den virkelighed, der mødte de kristne missionærer i Asien var præget af en gammel og højt udviklet kultur, som det ville være urimeligt at negligere. I Japan appellerede jesuitterne således til de verdslige magthaveres traditionelle æreskodeks og tillagde sig selv samme status som Zen-præsterne. I Kina optrådte jesuitterne i kinesisk klædedragt, underviste kejserhoffet i astronomi, kartografi og mekanik og udarbejdede efterhånden en modus vivendi mellem kristendommen og den altdominerende kinesiske filosofi, kungfutsianismen. I Indien debatterede jesuitterne med brahmanerne på deres eget sprog. Jesuitternes respekt for de lokale skikke gjorde, at kristendommen mange steder blev mødt med venlighed, og den var gavnlig for forsøgene på at opbygge lokale kirker med indfødte præster og biskopper.

Ikke desto mindre begyndte de øvrige ordener og Rom i midten af 1700-tallet at blive betænkelige ved jesuitternes eksperimenter og ved ortodoksien i den kristendom, de bragte videre. I dag kan jesuitternes forsøg på »inkulturation« forekomme indlysende rigtig, men det var ikke kun konservatisme eller misundelse, der førte til strengere regler, for der var reelle problemer. Et er f.eks. at tilpasse sig lokale betingelser i etikette og klædedragt, et ganske andet er at underordne sig forhold, der er i modstrid med et kristent menneskesyn. I Indien havde jesuitterne således et virkeligt dilemma i forbindelse med kastevæsenet, uden om hvilket man ikke kunne gøre sig håb om noget afgørende gennembrud. Men mange jesuitter var ikke desto mindre ubehageligt tilmode ved de indrømmelser, der undertiden blev givet. Var det f.eks. etisk forsvarligt at holde de forskellige kaster skarpt adskilte i forbindelse med gudstjenester?

Det var imidlertid en fejl, at Rom afviste inkulturationen over en kam. Udbredelsen af kristendommen i Asien kom til at lide under denne afvisning i katastrofal grad, og jesuitterne kom til at lide under en uretfærdig mistænkeliggørelse.

l Europa blev jesuitterne også angrebet fra kirkelig side i et klima, der i forvejen var mættet med beskyldninger om politiske ambitioner og filosofisk uredelighed fra verdsligt hold. Deres teologiske dygtighed virkede ikke altid lige tillidvækkende, og man bebrejdede dem en angivelig slaphed og overdreven kompromissøgen i deres udlægning af kristen moral. Mme de Pompadour ville ikke have været enig, men det teologiske klima i Rom gjorde det vanskeligt at få efterprøvet beskyldningerne.

l sidste halvdel af 1700-tallet blev jesuitterne på trods af protester fra paven udvist af Portugal, Spanien og Frankrig, og i 1773 blev pave Clemens XIV tvunget til at forbyde ordenen fuldstændigt. Det kyniske politiske spil bag ulovliggørelserne er forlængst blotlagt, og det er ironisk, at paven, der med forbudet mod jesuitterne håbede på at kunne forbedre forholdet til de katolske magter, intet fik ud af sin handling. Til gengæld varede jesuitternes indre eksil i over 40 år. Først i 1814 genindsatte pave Pius VII ordenen i alle dens rettigheder.

* * *

Efter vedtagelsen af den fri forfatning i 1849 og indførelsen af religionsfrihed, ændredes grundlaget for jesuitternes arbejde i Danmark i nyere tid. Det er derfor lidt ironisk, at en del af anledningen til at begive sig her til landet kom fra Tysklands protestantiske kansler Otto von Bismarck. Bismarck var i 1870'erne bekymret for det nyskabte kejserriges indre politiske stabilitet og iværksatte med sin »kulturkamp« en delvis forfølgelse af katolikkerne. Ikke overraskende førte kulturkampen til fordrivelse af jesuiterordenen.

Ikke mange jesuitter her i landet er indfødte danskere, men de har alligevel ofte opnået stor fortrolighed med dansk mentalitet. Mange af dem har en dansk universitetseksamen, og nogle er - eller har været - tilknyttet de højere læreanstalter som undervisere og forskere. Hertil kommer de skoler, jesuitterne selv har oprettet. Skt. Andreas Kollegiet i Ordrup, som Otto Gelsted har sat et varigt minde i digtet »Munkene og Homer«, var det første jesuiter-gymnasium på dansk grund, og opnåede fremragende resultater. Traditionen er søgt fortsat først i Skt. Knuds Skole i Stenosgade og siden i Niels Steensens Gymnasium på Østerbro - begge i København. Selv om jesuitterne i Danmark ikke længere er så direkte engageret i undervisningen af skoleelever som tidligere, er der ingen tvivl om, at kontakten til de unge årgange er en ansporing til at holde sig velorienteret om (og undertiden deltage i) den løbende samfundsdebat. Navnene på de to sidste skoler er desuden typisk for den omhu, hvormed ordenen søger at integrere sin virksomhed i dansk kultur og historie. Skt. Knuds Skole var opkaldt efter en af Danmarks få egne helgener, og da Niels Steensens Gymnasium blev grundlagt i 1950, var saligkåringsprocessen for den verdensberømte danske videnskabsmand forlængst indledt.

I første omgang førte jesuitternes ankomst til en styrkelse af den katolske kirke på dansk grund. Og de 19 jesuitter, der arbejder i dagens Danmark, driver stadig en række sogne i København og i provinsen. Men efter Det andet Vatikankoncil har mange af jesuitterne også taget del i det økumeniske arbejde. Det er et engagement der er blevet yderligere befæstet af valget af den dansk-fødte jesuit Hans L. Martensen til katolsk biskop af København i 1965. Mange af forbindelserne til andre kirkesamfund og grupper inden for og uden for Folkekirken bygger på personlige kontakter og venskaber. Det teologiske fakultet ved Århus Universitet har f.eks. vist sig som et frugtbart forum for økumenisk samtale, men også de mange katolske skoler - heriblandt Niels Steensens Gymnasium - hvor forskellige trossamfund trives, har fjernet megen forudindtagethed og skabt større nysgerrighed.

På samme måde som jesuitterne blev inddraget i Tridentinerkoncilet, har også Det andet Vatikankoncil (1962-65) trukket på ordenens ekspertise. Tridentinerkoncilet var den katolske kirkes reaktion på den protestantiske reformation, og Det andet Vatikankoncil rummede på samme måde Kirkens svar til den moderne verden. Kirkemødet medførte omfattende ændringer i katolsk liturgi, kirkelig praksis og i forholdet til andre religioner. Alt i alt var der tale om en ajourføring, som næppe noget andet trossamfund ville kunne magte, og som skabte meget store forventninger langt ud over den katolske kirkes egne rækker.

Efter koncilet var det op til biskopperne, præsterne og lægfolket at effektuere Kirkens aktive tilstedeværelse i den moderne verden, og jesuitternes indsats på dette område som lærere, præster og missionærer har været betydelig. Deres forsøg på at virkeliggøre koncilets beslutninger er tillige kommet til at stå frem med megen klarhed. Fordelen for ordenen er her som andre steder stor bevågenhed fra presse og kirkelige myndigheder kombineret med adgang til de rette fora at ytre sig i.

Når jesuitterne har påkaldt sig offentlighedens interesse, har det typisk været i egne af verden, hvor de politiske og sociale forhold stod i voldsom kontrast til kristen moral, og hvor Kirken har taget kraftigt til genmæle. Jesuitterne har som selvstændigt ordenssamfund ofte haft stor manøvrefrihed i den slags situationer, og deres engagement for fred og retfærdighed tegner tit den skarpeste profil. De arbejder, som Paul VI engang udtrykte det, »under de vanskeligste og mest krævende forhold, hvor ideologierne støder sammen, og de sociale modsætninger er størst«.

Dette er til gengæld ikke ufarligt, og i november 1989 blev seks jesuitter fra det katolske universitet i San Salvador brutalt slået ihjel af kredse inden for militæret. På trods af internationalt pres bliver gerningsmændene næppe nogensinde stillet for retten. Til gengæld er et afstumpet og korrupt regime blevet genstand for hele verdens opmærksomhed. Ordenens indflydelse er heller ikke blevet mindre i regionen siden da, og globalt har jesuitterne flere ordenskald i den tredie verden end noget andet sted.

På den anden side har jesuitterne ikke selv undgået kritik fra Rom. Paul VI undlod ikke at bebrejde ordenen dens stigende optagethed af, hvad han så som rene politiske spørgsmål, og pave Johannes Paul II reagerede stærkt på tilstedeværelsen af en jesuit i Nicaraguas revolutionære regering i 1980'erne. Desuden har kontroversielle dele af katolsk morallære og teologi som f.eks. fødselskontrol, homoseksualitet og kvindelige præster haft jesuitternes bevågenhed i et omfang, der har bekymret Rom grundigt.

I slutningen af 1990 viste pave Johannes Paul II imidlertid stor tillid til jesuiterordenen ved at anmode den om at organisere genopbyggelsen af et egentligt præsteskab i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa. Her er Kirken siden afslutningen på Anden Verdenskrig blevet undertrykt. Seminarier, skoler, kirker og klostre er blevet lukket, og kontakten til Vesten har været sparsom. Ældre præster døde, og de unge, der afløste dem, fik ofte kun en nødtørftig uddannelse. Blandt andet er beslutningerne fra Det andet Vatikankoncil kun i ringe grad ført ud i livet.

Før en egentlig reevangelisering af Østeuropa kan finde sted, er det helt afgørende at efteruddanne det lokale præsteskab, så det kommer på højde med den almindelige udvikling inden for teologi, bibelforskning og kristen etik, og det er i den sammenhæng, paven har bedt jesuitterne gøre brug af deres ressourcer.

Mange østeuropæere vil modtage undervisning på romerske universiteter og institutioner, men jesuitterne skal også yde deres indsats lokalt. Tilmed har en række sovjetiske universiteter anmodet dem om at lede kurser i religion.

Det er en enorm opgave, ordenen står overfor, men det er både logisk og retfærdigt, at opgaven er blevet pålagt Jesu Selskab.

De kommunistiske regimer var særligt aktive i deres forfølgelse af jesuitterne, og de knap l.200, der stadig fandtes i Østblokken efter årtiers forfølgelse, måtte for det meste arbejde og leve under jorden. Hvis en og anden jesuit har en fornemmelse af at have set det hele før, og af at historien gentager sig, er det til at forstå.

Ud til Piazza del Gesù ligger foruden Ignatius' bolig også jesuitternes hovedkirke Il Gesù. Kirken blev påbegyndt i 1568 og var den første til for alvor at indvarsle barokken i Rom. Facaden er af Della Porta, og kirkens indre er fantastisk udsmykket. Her er skulpturer i stuk og forgyldt bronze, et forbløffende loftsmaleri, »Jesu Navns Sejrstog« fra det 17. århundrede og talrige rigt dekorerede sidekapeller. Det mest overdådige af dem alle er gravkapellet for Skt. Ignatius, der i sin brug af kostbare marmorsorter, porfyr, agat, lapis lazuli, sølv- og guldsmedearbejder og malerier demonstrerer en ødselhed, vi slet ikke kender i vor tid.

En sådan rigdom falder imidlertid ikke i alles smag. De, der har forbehold, kan derfor trøste sig med at overveje Ignatius' egen beskedne levevis og betænke, at det, der ned gennem en omtumlet og højdramatisk historie altid har været ordenens norm, er den helhjertede efterfølgelse af Kristus, til Guds større ære og til udbredelsen af Guds rige.

Vi andre, der begejstres over herlighederne, kan passende erindre os om, at pragten, her som overalt, kun er et biprodukt i forhold til den frelsende Kirke.

Andreas Rude

Mariaalter i Jesuitterordenens hovedkirke i Rom "Il Gesù"